Væk fra det hele

[Maxwell og Samantha]

Maxwell:
Sukker, dette er femte gang at jeg læser den sætning. Kan ikke koncentre mig og det er ikke uden grund. Det er først nu at jeg er ude fra mit værelse. Jeg har hverken spist eller sovet. Rektor måtte endda komme hen til mit værelse og tale mig til fornuft som den lille pædago han er. Jeg får kvalme! Men selvfølgelig kan jeg ikke læse en kærlighedsbog som jeg med vilje tog ud af en af bogreolerne. For at kritisere de små perfekte kærligheds historier som altid ender med at de lever lykkeligt til deres dagens ende. Men hvad havde jeg regnet med? Vi var jo ikke et eventyr! Vi lever et virkeligt liv. Sådan ender liv ikke! Et virkeligt liv ender altid med at man enten dør er kedsomhed eller ensomhed. Og jeg dør nok inden for de næste tre dage af ensomhed da jeg ikke vil tale med nogen!
Først nu kommer jeg til at tænke på i forgårs selvom at alle de tanker før selvfølgelig følger tilbage til det tidspunkt. Jeg kan ikke klare det mere! Det er hvad jeg tænker på hele tiden intet andet! Det er så irriterende. Uden at tænke over det har jeg grebet bogen og kyler den væk. Sukker, lukker øjnene og læner mig tilbage i stolen.

[Christina og Ryan]

Christina kommer stille gående ind på sine stiletter. Klak, siger det, hver gang de rammer gulvet. Hun sætter sig ned i en sofa, og trækker et Cosmopolitan blad op af lommen.

[Maxwell og Samantha]

Maxwell:
Da jeg åbner mine øjne, stadig lænet tilbage i stolen får jeg øje på en lyshåret pige som mærkelig nok får mig til at smile, det er noget nyt. Et smil er ikke ligefrem det man ser mig mest med for tiden. Rejser mig og sætter mig ned ved siden af hende. Læser lidt over hendes skulder.

[Christina og Ryan]

Christina læser meget i Cosmo, og hun kan det næsten udenad. Men ham drengen virker sød, så hun prøver at starte en samtale.
"Hvad læser vi?," spørger hun og smiler.

[Maxwell og Samantha]

Max:
"Jeg har ingen anelse!" Griner jeg og føler at jeg endelig er i godt humør. Det er som om at hendes udstråling og hendes smil varmer om mig og jeg løsner let op. Selvom den hårde dag gør at jeg har en isklump i maven, som gør mig en smule nervøs. Kan egentlig, nu hvor jeg tænker mig om, ikke lide at sidde og kigge over skuldren på en pige jeg først har mødt nu. Jeg er lige pludselig ret fraværende.

[Christina og Ryan]

Hun griner lidt, og skubber noget af sit pandehår væk fra ansigtet. Hun er virkelig glad idag, for.. det er hun bare. Det er hun jo vant til.
"Hvordan er du havnet her på skolen?," siger hun og retter lidt på hendes halvlange blå kjole.

[Maxwell og Samantha]

"Jeg har skam selv valgt at gå her. Jeg skulle jo studere et eller andet sted. Det er en pæn kjole.." Smiler kort og lægger hovedet på skrå. "Er der nogen historie under at du er her?" Kigger lige om på forsiden af bladet hun eller rettere sagt vi, og finder ud af at det er et tøset modeblad. Rømmer mig let og rødmer.

[Christina og Ryan]

"Jeg har også selv valgt stedet, men mine forældre var af en eller anden grund imod det." hun holder lige en pause for at trække vejret og smile. "Og tak, men hvad studerer du så,?" hun trækker let på skuldrene og smiler stort, som hun altid gør.

[Maxwell og Samantha]

"Jeg studere psykologi.. Jeg elsker det.. og jeg kan ikke se hvad jeg ellers skulle studere. Så, psykologi it is! Ikke? Og hvad studere du så?" Da jeg retter mig er jeg lige ved at røre hende lår. Ved ikke hvorfor men jeg rødmer dybt. Jeg forstår ikke hvad der går af mig, jeg opføre mig som om at jeg går i folkeskolen endnu.. Men det var jo lang tid siden. Hvorfor så alle de følelser og den mærkelige være måde?

[Christina og Ryan]

"Drama, jeg elsker skuespil. Specielt det at leve mig ind i en helt anden persons liv, så får man også mange indtryk med sig." han griner lidt og kigger ham lige ind i øjnene "Så udviklet man sig også meget med tiden, og jeg elsker bare at leve mig ind i rollerne."
Christina lægger sit Cosmo væk og rykker lidt tættere på drengen.
"Hvad hedder du egentlig?" spørger hun og smiler som altid.

[Maxwell og Samantha]

Smiler ved ikke hvorfor men da hun rygger tættere på kommer der en klump i hans hals. Hvorfor er hans så urolig. Det hele er ligesom med Samantha og det hele skræmmer mig. For, Amy burde jo kunne stole på mig.. Jeg springer ud af tankerne. "Jeg hedder Maxwell Peach men folk der kender mig kalder mig bare Max. Hvad hedder du så? Og hvor gammel er du??" Jeg tørre mine håndflader af i mine bukser. De sveder ikke fordi at jeg er forelsket i denne total fremmed, eller sådan næsten, men jeg ser mig nede i folkeskolen hvor jeg ikke engang kunne tale med piger uden at svede alt mit fedt af. Mit blik viger fra hendes øjnkontakt. Hvorfor er jeg sådan helt ude af den?!

[Christina og Ryan]

"Christina, kaldet Chris blandt venner. Og jeg er 18." hun kan se på Max at han er lidt forvirret, og måske nervøs.
"Hvad plejer du egentlig at læse sådan.. herinde fra?" spørger hun med et smil på læben.

[Maxwell og Samantha]

Åbner munder og forventer et svar, men intet kommer ud. "Jeg har helt ærligt ikke læst noget her men før jeg kom her elskede jeg en bog.. hvad er det nu den hedder?" Det hele er lidt uklart.. Jeg har det på tungen, men intet kommer frem. Jeg klør mig i nakken.

[Christina og Ryan]

Hun læner sig lidt tilbage og griner højt. "Det kender jeg godt, man ved det godt.. men man kan alligevel ikke huske det" siger hun og griner lidt igen.

[Maxwell og Samantha]

Hendes grin smitter og jeg griner let. "Det er vidst ret normalt.." Jeg har det egentlig helt okay ligenu og er kun glad for at jeg har det okay igen. Min mave rumler stort og jeg holder om den. Hvorfor er der ikke natmad eller sådan noget? Sukker.