Ved varmen af pejsen

[Zack]

Jeg tager hænderne op foran mig da Maxwell gør det klart, at min kommentar vist ikke lige var den mest passende.
Okay, okay! Rolig nu!
Jeg griner lidt og fnyser direkte, da jeg fanger hans sidste udbrud. Selv har jeg jo ikke snakket meget med hverken hans nuværende eller forhenværende pige, så umiddelbart har jeg ikke nogle bestemte mere positive meninger over for den ene end den anden.
Nå da... Hvad har prinsessen da, som frk. Samantha åbenbart mangler?
Spørgsmålet er nogenlunde seriøst selvom det ikke lyder sådan.

[Maxwell og Samantha]

" Jeg var ikke engang kæreste med Samantha.. Jeg kendte hende ikke andet end at hun var en af de populæreste piger på skolen som gik til en ældre dreng for at få noget.. Og desværre, gav jeg hende noget.. Jeg kender ikke rigtig Samantha, så det er svært at sige. Med Amy kan jeg snakke om alting! Både gode og dårlige ting, hun forstår mine problemer og så er hun jo også gudeskøn! Bare det at se hende i øjnene det får mit hjerte til at banke, hun er bare fantastisk.."
Undervejs al min snakken bliver mit blik utydeligt og jeg drømmer mig helt væk under beskrivelsen af hvor dejlig Amy egentlig er! Jeg har et skævt smil i undvigen som gør det sidste for at jeg falder i staver.

[Zack]

Jeg kigger næsten ubehøvlet interesseret op og ned af Maxwell da han fortæller det første. En del af mig kunne godt forestille sig at det måske bare var min egen tankegang der fløj i en fuldstændig fordrejet retning, men sådan som det lyder har Maxwell været en helt anden type førhen end han er nu.
Det er næsten svært for mig ikke selv at smile, da Maxwell ser ud til at ryge længere og længere væk fra samtalen og ind i sin egen verden.
Jeg knipser lidt med fingrene for at få ham ud af sin trance, selvom det næsten gør mig ondt når nu han lader til at nyde det.
Det må jeg sige... Når du frestiller det sådan får du det jo til at lyde som om du er den heldigste gut heromkring...

[Maxwell og Samantha]

Jeg vågner hurtigt af de små knips. Jeg trækker på skuldrende. "Jeg gør i hvert fald mig selv til det.. Man er det, hvis man føler at man er det..."
Er lettet over at han ikke spørger videre ind omkring Samantha, det havde jeg ikke overlevet. Jeg ser det først mærkeligt nu at skulle sige hvad jeg egentlig føler og mener til Zack, der allerede da jeg mødte ham begyndte på, at jeg åbenbart havde taget den enste pige på Atcan og beholdt hende for mig selv. Men jeg lader nu alligevel bare Zack være Zack og lade ham selv om sine humørsvingninger. "Men helt heldig er jeg ikke. Den person jeg egentlig hader mest her på jorden er kommet til den skole jeg tilfældigvis går på! Samantha.."
Jeg ærger mig egentlig lidt over hvorfor jeg begyndte at snakke om hende igen nu hvor jeg egentlig ikke ville.

[Zack]

Hvis nogen havde spurgte mig hvad fanden der var galt med mig i dag ville jeg ikke kunne have fortalt dem det. Jeg hader at indrømme det overfor migselv men det er faktisk slet ikke dårligt at sidde her og snakke på helt normal vis med Maxwell. Jeg har alle muligheder for at køre fyren godt ned, især nu hvor han har gjort sine mest dyrebare og mest forhadte personer på skolen helt klare. Alligevel er det slet ikke det jeg er til i aften.
Undrer mig selv da han trækker Samantha på banen igen, men det kan jo være et ubevidst behov for at få snakket noget ihjel, så jeg forsøger at skubbe ham lidt.
Fald nu lige lidt ned, makker... Så forfærdelig er der vist ingen der kan være!

[Maxwell og Samantha]

"Hun udnyttede mig! Hun var endda mindre årig! Hvorfor? Hvorfor gav jeg under?!" Jeg slår mig i hovedet utallige gange. I sådan nogle situationer hader jeg virkelig mig selv. Også lige nu hvor jeg hverken ved om jeg skal grine eller græde. Alt kan bruges i mod mig, jeg er alt for let at knække. Jeg viser det normalt bare ikke. Og det er ikke godt! Kigger ned på de åbenlyse sko som Zack har på, egentlig mest for at undgå øjnkontakt eller andet. Jeg tvinger dog alligevel blikket op på Zack. Vl jo heller ikke være helt fjern, jeg snakker trods af alt med en person. Og Zack har vel også en fortid han skammer sig over? Og han har vel også forandret sig ligesom jeg selv?

[Zack]

Mit ansigtsudtryk viser en blanding af tænksomhed og væmmelse. Der er ikke noget specielt overraskende i det han fortæller - jeg er stødt på sådan nogle typer før og jeg har da heller ikke været enhver mors ønsketeenager - men jeg har sku ret ondt af ham Maxwell. Det lader virkelig til at han fortryder.
Hallo... Du kan da ikke bare lægge det hele over på dig sådan? Jeg mener... drenge i den alder har vel behov? Og hvis du så havde en til at opfylde dem lige foran næsen på dig, har det sikkert bare været et plus dengang?

[Maxwell og Samantha]

Jeg griner let af ham. Dengang havde jeg ingen kontakt med piger og jeg havde heller ingen anelse omkring dem. "Jeg havde ikke.. behov.. Ikke dengang.." Selvom at jeg ved at han bare prøver at peppe mig op så syntes jeg stadigvæk at det er irriterende at han egentlig ikke forstår det hele. Hun udnyttede mig, jeg var den dreng som hun viste var nem at knække, jeg var inde den dag og ude som før resten af mit liv igen. Jeg har hadet hende siden den dag, og dog klistre hun sig fast til mig som tyggegummi under en sko. Det er klamt at tænke på!

[Zack]

Maxwell ligner en person hvis tanker kører på højtryk og jeg føler kun at det han siger er en lille del af hele historien. Jeg forstår ham ikke. Hvis det ikke var det sædvanlige han var ude efter dengang, så må han da enten bare selv have være desperat efter omsorg eller noget i den stil, siden han valgte Samantha når han nu hader hende sådan nu.
Hey... Vi træffer alle åndsvage valg en gang imellem. Og det der er da længe siden! Hun har sikkert ændret sig?

[Maxwell og Samantha]

Jeg fnyser let. "Du så hende selv. Total klistrende til mig. Hun ødelægger mit forhold til Amy!" Jeg er ret sur hvilket også kan høres på mig, men det er dog tydeligt at det ikke er Zack jeg er sur på. For det er det jo ikke. Jeg tager en dyb indånding imens jeg får klaret det hele indeni så jeg pludselig er meget mere rolig. Jeg roder mig i håret. Mit blik har længe været placeres på flammeren hvor jeg nu vrider det derfra hen på Zack.

[Zack]

Et opgivende men også grinende suk undslipper mig. Maxwell ændrer vist ikke bare mening sådan lige med det samme.
Det skal du ikke lade hende... men sådan som du får det til at lyde mellem dig og Amy, burde i nu nok kunne klare det.
Jeg misunder ham noget men skubber det væk. Det er jo altid sådan når man selv lige er blevet droppet.

[Maxwell og Samantha]

"Og du.. Du er helt okay?" Jeg stammede, men jeg fik det da sagt! Selvom Zack er med på lidt venlighed var jeg egentlig den der ligesom havde dannet et skjold om mig og lukket ham ude. Selvom skjoldene ikke er helt nede endnu, føler jeg alligevel at jeg har det bedre med Zack. Ikke vennestatus, men helt klart bedre. Jeg smiler. Jeg får det måske til at lyde lidt for godt? Altså, jeg har jo trods af alt sultet mig, presset mig selv, haft eftersidninger og advarsler bare for at forblive med Amy. Så jeg har jo også gjort noget for det. Og trods for alt det fortryder jeg intet.

[Zack]

Det varer lidt inden jeg svarer ham. Jeg rejser mig imellemtiden op og begynder så småt at samle alt mit tøj sammen, der ligger rundt omkring i stuen. Jeg lader hele molevitten dumpe ned på bordet og bliver selv stående op.
Jeg klør mig lidt i håret, da jeg svarer... anderledes end tidligere.
Jeg ved det faktisk ikke.
Ordene er fuldkommen sande. Det kan sagtens høres. Det generer mig ikke helt så meget som før at sige det men er stadig ubehageligt.
Sådan noget tager sikkert bare tid... ikke?

[Maxwell og Samantha]

Jeg bliver let overrasket da han rejser sig og tager sit tøj, som om han nu vil skride. Da jeg først høre havd han har at sige nikker jeg. "Sådan noget tager tid.." Siger jeg rimelig stille, men stadig så man høre det. "Ville du, hvis du kunne, give hende mere opmærksomhed for at få hende tilbage?" Vil egentlig bare vide om han er forelsket i hende eller ej. Hvis han er, er der stadig chance for at gøre det hele godt igen. Hvis ikke kan han lige så godt droppe det.

[Zack]

Hans spørgsmål går lidt dyberer end jeg lige havde forventet og jeg står lidt med blikket rettet ind i mod ilden mens jeg tænker. Der er ingen tvivl om at jeg ville have gjort ting anderledes hvis jeg havde chancen nu. Men på den anden side...
Hvis jeg var sikker på at det kunne rette op på noget... så ville jeg nok prøve... Jeg bliver nødt til at synke en klump. Kan ikke klare tanken om at skulle se på Maxwell. Et en pludselig følelse af had til ham er boblet op ud af ingenting. Mit svar kommer sjovt nok alligevel som fra en ven.
Men jeg vil heller ikke holde på hende. Hvis jeg ikke kan gøre det bedre... Er det nok bare bedst hvis hun finder en der kan. Det fortjener hun...