Gymnastiksalen

[Sofia Stage og Lizette Hansen]

Jeg griber trøjen. Den lugter let af sved, men det betyder intet for mig. Jeg dupper den let på panden og lægger den på min fod.
Jeg nikker til ham. "Ja, jeg er helt tilfreds!" Jeg smiler kort og kigger ned på foden.
"Ses May" Jeg kigger efter hende kort og griner af Zack kommentar. Jeg stryger håret om bag øret og smider trøjen væk.
"Hov? Ville du have haft den igen?" Jeg peger mod trøjen "For jeg vil da gerne hente den igen hvis det er?"

[Zack]

Jeg følger min trøje med øjnene da den pludselig blevet kylet væk. Mange ville nok have fundet mit ansigtsudtryk en smule komisk, for eftersom mine tanker netop er faldet på noget helt andet, er mit blik noget ufokuseret men stadig undrende.
Jeg drejer mig mod Sofia igen da hun taler, men det går lidt for stærkt og min nakke giver en ubehagelig lyd fra sig.
"Ahh... " Jeg ømmer mig en smule, men griner derefter bare.
"Nej da, prinsessen er kommet til skade, hun skal da ikke belemres.. "
Jeg tager de få skridt som trøjen nu fløj og griber den fra gulvet.

[Sofia Stage og Lizette Hansen]

Jeg kigger undrende på ham. Jeg ved ikke helt om jeg skal være fornærmet eller ej, prinsesse er normalt en godt ord, men det lyder ikke som noget godt lide her. Men jeg vælger ikke at tage mig af det.
"Jeg har det helt okay! Det er intet.."
Som bevis rejser jeg mig op, men uden at støtte på foden. "Se selv!"
Jeg sætter armene i siden og studere ham kort.

[Zack]

Det undrer mig lidt at hun er frisk og på benene så hurtigt igen efter faldet, men når nu hun virker så stolt behøver hun da heller ikke unødvendig særbehandling.
"Jamen tilgiv mig da?"
Jeg slynger uden videre omtanke trøjen fra mig igen, forholdsvis langt væk i forhold til før.
"Værsko'? Løb, løb!"

[Sofia Stage og Lizette Hansen]

Jeg tøver. Bør jeg prøve at løbe?
"Jamen, denne gang var det dig der kastede den væk.. Så.. du burde hente den.." siger jeg uden overbevisning i stemmen. Jeg retter mit blik mod gulvet og stryger en tot hår om bag øret.
Jeg sukker dybt, men bestemmer mig for at gå hen og hente den. Jeg går langsomt, men uden at vise smerten, der er i min fod. Da jeg endelig er henne ved trøjen tager jeg den op og kaster den tilbage til ham. "Værsgo' "
Min fod dunker og jeg har mest af alt lyst til at skrige. Istedet skjuler jeg smerten og skriget bag et smil der er godt tilfreds.

[Zack]

Da trøjen kommer flyvende tilbage mod mig stikker jeg armen og ud afværger i stedet for at gribe. Den ender som en drivvåd masse på det kolde gulv.
"Jo tak da... "
Jeg står og betragter hende i nogle sekunder før jeg spørger:
"Hvad havde du lige gang i derude?"
Spørgsmålet alene virker måske forvirrende, men i første omgang er jeg for doven til at uddybe.

[Sofia Stage og Lizette Hansen]

Jeg sukker let da trøjen endnu engang rammer gulvet.
"Hvad mener du? Jeg lavede saltoer.."
Jeg viser ham at jeg er totalt forvirret på mit lidt sære ansigtsudtryk. Der går lidt før jeg smiler. Jeg stryger totten som lige er faldet ned om bag øret igen. Jeg kigger kort ned i jorden hvorefter jeg betragter Zack.

[Zack]

Jeg ved godt at hun ikke mener det sådan, men uden nogen grund lader jeg som om jeg er noget fornærmet.
"Det kunne jeg sku da lissom se... "
Uden at tænke videre over det stiller jeg mig i en ret, nærmest prangende stilling og ser let hovmodig ud. Jeg betragter Sofia med et blik der kunne minde om et som en irriteret dreng giver sin plagende lillesøster.
"Men det ene øjeblik springer du som en deltager i de olympiske lege, og det næste vælter du på røven?"

[Sofia Stage og Lizette Hansen]

Jeg griner let og ryster på hovedet.
"Den første del tager jeg som et kompliment. Og min fod smuttede.. blev drejet og jeg landede på den.."
Jeg ruller let med øjnene, men det er af mig selv hvilket er tydeligt. Jeg er let irriteret. Det var en dum fejl, Zack havde ret. Det var mærkeligt..

[Zack]

Jeg griner ikke med hende, men kigger ned af hende og betragter et øjeblik bare hendes tilskadekommende fod. Jeg sætter mig på hug i en næsten uhyggeligt hurtig bevægelse hvorefter jeg roligt løfter hendes fod i min ene hånd.
"Er du sikker på at den er helt i orden så?"
Jeg lader min anden hånd køre lidt op og ned af den, men egentlig ikke for at tjekke for skader...

[Sofia Stage og Lizette Hansen]

Mit blik følger ham og jeg kigger ned på ham.
"Øhh.."
En let sitrende følelse går igennem hele min krop da han køre hånden på min fod. Jeg har ikke lyst til at sige noget, men jeg bliver nok nød til det. Det ville føles lidt dumt ikke at svare ham. Det er først nu at jeg ser hvor varmt jeg pludselig har det.
"D.. det er den sikkert.. Du, du så mig selv gå, ikke?"

[Zack]

Jeg synes at jeg kan mærke en form for reaktion fra hende da jeg rør hendes ben, og jeg smiler skævt for mig selv uden at kommentere det.
"Jo da og det gjorde du da helt fantastisk... "
Jeg klemmer let på foden stadig uden nogen rigtig grund.
"Den virker nu heller ikke hverken hævet eller noget... Du kan sagtens gå ud og springe videre... "

[Sofia Stage og Lizette Hansen]

"At gå er jo også nemt. Det lære man som.. ja, et år gammel ikke?" jeg prøver at smile, men det bliver egentlig mest til en mærkelig grimasse.
"Er du nu helt sikker? Jeg syntes egentlig den er lidt øm lige der.."
Jeg peger på et sted, men egentlig er det en stor løgn. Det er kun for at han ikke skulle slippe min fod.

[Zack]

Jeg ser ikke hendes grimasse da jeg fokuserer på foden. Min ryg smerter let på grund af den ubehagelige siddestilling, og jeg tager mig lidt til den.
"Nu har jeg jo aldrig været læge... " indrømmer jeg uden det store problem og sætter hendes fod ned igen. I en mærkelig form for hop kommer jeg på benene igen.
"... men jeg er ret sikker på at den bliver helt fin igen... om ikke før så om et par dage i hvert fald. Ellers må du håbe at nogen gider slæbe rundt på dig..."
Det jeg siger kunne, hvis det havde været udtrykt anderledes have været ganske charmerende men jeg lyder tværtimod overlegen og ligegyldig.

[Sofia Stage og Lizette Hansen]

"Det behøver jeg jo ikke.. Jeg kan jo gå.." Jeg tager et par skridt frem og tilbage.
"Som det kan ses har jeg aldrig gået bedre!" jeg smiler kort og klør mig på armen.
"Hvad laver du så herinde? Der er ikke så mange drenge her.. De fleste er inde ved maskinerne.."