|
|
Post by Amy Linnwood on Apr 20, 2008 7:54:00 GMT -5
Forvirrede tanker flyver ud og ind gennem Amy hovede. Hun er hverken rigtig vågen eller helt søvende, men befinder sig et sted midt imellem... Hendes øjne flakker under øjenlågene, og hun kommer ubevidst med svage, mumlende lyde.
En stribe solskin finder vej ind gennem vinduet og rammer hendes ansigt. Rent per refleks flyver hånd op for at skærme hende; hun sætter sig op med et sæt.
Måbende sidder hun blot og stirrer ud i luften.
Hvorfor ligger jeg pludselig her? Hvad...
Hun registrerer en bevægelse i nærheden af skrivebordet og før øje på Max. Uden selv at vide hvorfor, griner hun; hun fortryder det straks - af en eller anden grund føles hendes hovede, som om nogen har forsøgt at mase det.
|
|
|
|
Post by Maxwell og Samantha on Apr 20, 2008 12:27:43 GMT -5
Maxwell:
Rynke på næsen og blinker let med øjnene før jeg endelig åbner dem. Et velkendt ansigt kigger på mig og jeg smiler stort. " Er du okay?" Retter mig ordenligt op og roder i håret. Rejser mig og sætter mig ned på hendes sengkant. Mit blink er rettet mod hendes øjne. Uden at tænke over det kysser jeg hendes kind med et skævt smil.
|
|
|
|
Post by Amy Linnwood on Apr 20, 2008 12:40:37 GMT -5
Da han kysser hende puster hun let ud, som om hun har holdt vejret lidt for længe. Det er dog af ren lettelse, og hun gengælder det uden videre med et rigtigt kys, hvorefter hun tage´r sig til hovedet og ømmer sig en smule.
"Hvis man ser bort fra, at mit hovede føles, som om det vejer et ton... så har jeg det vist fremragende?"
Hun trækker dynen væk og svinger benene ud over sengekanten. Nusser Max lidt på ryggen.
"Hvad har vi helt præcist lavet?" spørger hun, da det hele flyder ud for øjnene af hende, på trods af, at hun jo kun har rykket sig en smule. Den forrige aften er lige nu helt væk for hende.
|
|
|
|
Post by Maxwell og Samantha on Apr 20, 2008 12:50:05 GMT -5
Rømmer mig kort. "Zack var ikke helt så glad i går og ville lamme mig med en knytnæve.. Og så fik du den, desværre." Har med vilje undladet at fortælle hende om Samantha, hun behøver ikke bekymre sig over det lige nu.. Studere hendes hals hvor han jo ramte hende, den ser fin ud. Stryger et forvirret hår væk fra Amys ansigt. " Har du brug for at komme ned til hospitalet og få sygeplejesken til at kigge på det?"
|
|
|
|
Post by Amy Linnwood on Apr 21, 2008 0:55:55 GMT -5
Hun ryster på hovedet og mærker selv det ømme sted på halsen. Heldigvis er det vist hverken hævet eller noget.
"Naah, det er vist ikke nødvendigt... "
Hun forsøger igen at forkusere på den forrige aftens hændelser, og forvirrede billeder stryger over hendes nethinde. Hun kan godt erindre, at der vist var noget en gal Zack, Max... og... ?
"Var der flere... i går?" spørger hun, da hun gerne vil have lidt mere styr på sine egne tanker. Da stedet på halsen svagt begynder at dunke med smerte igen, har hun mest lyst til være den lille, hjælpeløse pige, men en vrede overfor Zack dulmer det hurtigt.
|
|
|
|
Post by Maxwell og Samantha on Apr 21, 2008 11:01:43 GMT -5
"Flere..? N.. Nej.." Rømmer mig *Hvorfor kan jeg bare ikke lyve?!* Bliver mine tanker ved med at sige, da det er tydligt at jeg lyver.. Mit blik går straks ned i gulvet og brædderne bliver studeret på kryds og tværs. Bider mig i underlæben og tager en dyb indånding. "Øhhmm.. Samantha var der.." Jeg siger det rimelig lavt, fordi hvis hun nu ikke hørte det? Måske hørte hun det ikke?! Kigger op på hende med et skævt smil.
|
|
|
|
Post by Amy Linnwood on Apr 21, 2008 12:42:19 GMT -5
Vreden erstattes pludselig med forundring - hvad er der nu med ham? Hun fik overhovedet ikke fat i hans svar.
"Hvilket? Hey?"
Puffer til ham med skulderen og kan ikke lade være med at smile lidt... Hvorfor opfører han sig så mærkeligt?
"Er du okay?"
|
|
|
|
Post by Maxwell og Samantha on Apr 21, 2008 12:56:39 GMT -5
Klør mig lidt i nakken. "Yearh.. Jeg er okay.." Overvejer om jeg skal fortælle hende det eller om jeg skal lade være? "Der var også en der hed Samantha.. Du mødte hende ikke, men det gjorde jeg." Lige pludselig er det som om at der lige er lettet et eller andet. Jeg ved ikke hvad men jeg er underlig tilfreds. Jeg har godt nok ikke fortalt hende så meget, men det at have prikket hul på historien gør ligesom det hele meget lettere..
|
|
|
|
Post by Amy Linnwood on Apr 21, 2008 13:06:26 GMT -5
Som en typisk pige reagerer Amy straks på, at det er et pigenavn, Max nævner. Hun vifter straks det faktum væk; who cares? Men til hendes irritation hopper andre tanker straks i hovedet på hende...
Hvorfor skulle han dog opføre sig sådan, hvis der slet ikke var noget med denne her Samantha-person?
Amy ærger sig; hun gider virkelig ikke være den jaloux kæreste, der ikke bestiller andet end at rette og hakke hele tiden... men ideerne forsvinder ikke bare sådan lige.
"Jaeh? Øh... " Hun griner igen - hvad er det egentlig, hun vil spørge om?
"Er der noget specielt med hende, siden du reagerer sådan?"
|
|
|
|
Post by Maxwell og Samantha on Apr 21, 2008 13:14:08 GMT -5
"Hvordan reagere jeg da?" Siger jeg totalt uskyldigt. Sukker. "Ikke andet end.. at hun er en.. sådan mere eller mindre.. Min ekskæreste.." Trækker på skuldrende. Hvorfor følte jeg dog at det her ville være svært?! Det er jo pære nemt!
Smiler skævt og prøver at fokuser lidt på hendes hals. Jeg får helt ondt bare ved at tænke på slaget fra Zack der uheldigvis ramte Amy. Sammen tidig bekymre jeg mig lidt over at det i det hele taget var tildelt mig og hvad han mon ville gøre hvis jeg så meget som snakkede med ham igen? Men det var ikke mit problem? Jeg vil jo slet ikke have noget at gøre med Zack? Vel?
|
|
|
|
Post by Amy Linnwood on Apr 21, 2008 13:27:02 GMT -5
Amy sidder lidt, smilende og med en mund, der let åbner og lukker et par gange. Ordene kommer ikke rigtig til hende.
En masse ting bobler op i hende, og hun har svært ved helt at skelne imellem følelserne. Hun er glad for, at Max fortæller hende det - på den måde undgår de trods alt en del ellers mulige, pinlige situationer! Hun fornemmer tydeligt, at det ikke er helt let for Max, og hun kan godt sætte sig ind i det. Havde det været hende, ville hun nok have tøvet lige så meget, hvis ikke mere...
Hun opdager, at han kigger på hendes hals, og drejer stille med en hånd på hans kind hans hovede, så hun kan se ham i øjnene.
"Det er okay?" smiler hun så bare...
... men selvfølgelig er det ikke det. Det ene faktum og spørgsmål efter det andet farer gennem hendes tanker. Hvordan er hende eks'en? Hvor tæt var de? Har de stadig noget med hinanden? Hvad nu hvis...
Hun kæmper en indre kamp med sig selv... Hvis hun skubber spørgsmålene til side, vil hun ikke kunne tænke på andet det næste stykke tid... Sætter hun ord på dem, vil det jo bare vise, at hun måske ikke stoler helt på Max, når en person fra hans fortid pludselig dukker op...
|
|
|
|
Post by Maxwell og Samantha on Apr 21, 2008 13:41:13 GMT -5
Kan på en måde føle hendes usikkerhed da hun retter mit blik mod hendes. "Jeg er.. bekymret.. for om hun måske vil kunne påvirke mig.." Der går få sekunder før jeg finder et smut hul til at blive ked af det. "Men jeg er ikke forelsket i hende.. faktisk, for min side af må hun gerne tage hjem igen!"
Tager hende hånd og giver den en klem. "Du har fuld ret til at tvivle.. det gør jeg også selv.. sådan lidt.." Der går lidt tid hvor jeg får lidt tid til at tænke. "Sig din mening.. Helt ærligt.. Det ville betyde meget for mig!" Ved ikke helt hvorfor jeg forsvare mig sådan. Hun har jo ikke sagt noget omkring det! Hvorfor så bange?!
|
|
|
|
Post by Amy Linnwood on Apr 21, 2008 13:57:19 GMT -5
Hendes barriere brydes fuldstændig, og hun spærrer øjnene op.
"Du har fuld ret til at tvivle.. det gør jeg også selv.. sådan lidt.."
Er han ikke selv sikker på, at han kan holde fingrene fra hende, eller hvordan skal det forstås? Utroligt betrykkende...
"Min ærlige mening? Jamen, jeg... jeg ved jo ikke... ?"
Med en hånd kører hun et par fingre gennem pandehåret, så det lægger sig let og en smule pjusket bagover. Hendes hovede fungerer vist ikke helt, som det er meningen..
"Jeg... har jo ikke en chance for at vide, hvordan I har haft det... og hvordan I har det med hinanden nu?"
Hendes blik flakker. Det virker så dumt at tale videre... hun kommer jo blot med en masse gætterier, og det er slet ikke sikkert at hun har noget at frygte?..
"Du må virkelig ikke misforstå mig... Men... Du tvivler selv? Og det kan jeg selvfølgelig ikke hænge dig op på, men... "
... Jeg bryder mig ikke om at være sammen med én, jeg ikke ved, hvor står...
Det sidste er kun tanker, som hun inde i sig selv forsøger at formulere til noget mindre... afvisende.
"Hvis du ikke en gang kan stole på dig selv?... Hvordan skal jeg så.. ?"
Hun forsøger at få det rigtigt ud, så ingen af dem bliver såret, men finder det umuligt. Hun rejser sig og sætter sig i vinduet over for Max på sengen..
|
|
|
|
Post by Maxwell og Samantha on Apr 21, 2008 14:10:05 GMT -5
Kigger ned i jorden. Det nye tilflugtssted. "Jeg ved det ikke.. Men jeg er ikke intreseret i hende.." Det er jeg sikker på! Jeg fik det totalt dårligt i går! Jeg kunne ikke klare at hun kom valsende og så tror hun bare at jeg er fri.. det irritere mig virkelig at jeg selv er i tvivl.
Dengang var hun bare en engangs-ting.. Jeg var ikke forelsket i hende det skete ligesom bare.. Og som undskyldning har jeg altid sagt at vi var kærester, men jeg vidste jo at det var løgn. Vi havde aldrig været kærester, hun havde bare følt en trang og så var hun gået hen til skolens mest alene dreng på skolen som tilfældigvis var mig. Hvorfor siger jeg ikke de her ting højt? Måske fordi jeg er bange? Bange for at det ville ske med Amy eller hende? Jeg er i tvivl. Ikke fordi jeg har lyst med Samantha, men hvorfor dukker de her tanker så op? Hvorfor er jeg i tvivl? Hvis jeg intet føler for hende. "Jeg ville ikke kunne få mig selv til at gøre det.." Siger jeg lige akurat højt nok til at Amy kan høre det. Min stemmer var ikke usikker denne gang men fyldt med sikkerhed, jeg ville ikke kunne gøre det. Ikke nu hvor Amy er her. Amy er.. Mit lys.. Mit blik lettes fra gulvets brædder og op til Amy. Intet smil bare en alvorlig grimasse vises på mit ansigt.
|
|
|
|
Post by Amy Linnwood on Apr 21, 2008 14:39:42 GMT -5
"Det... det er ikke det, det kommer an på!"
Hendes temperament er pludselig røget i vejret. Hun føler ikke, at hun får udtrykt sig ordentligt til Max, men det er så svært at forklare præcis, hvad hun mener, uden at det kommer til at gøre ondt på nogen.
Hun gnider sig med begge hænder på siden af hovedet, som om dette rent faktisk kunne få alle brikkerne til at falde på plads...
Hun føler pludselig, at fortiden vender tilbage til hende. Alle svigtene fra venner og såkaldte "kærester", der den ene gang efter den anden har gjort sig fortjent til hendes tillid og straks misbrugt den...
"Du kan sagtens... du kan sagtens sige det! Men hvis du selv kommer i situationen... ? Vil du så kunne.. ?"
|
|
