Hævet over resten

[Amy Linnwood]

Amy kommer gående med næsten dansende skridt ud gennem en dør, som fører fra enden af biologifløjen til et af de, efter hendes egen mening, smukkeste udkigspunkter på skolen. Denne del af udendørsområdet er hævet en anelse over resten, og da her næsten ingen træer er, bliver hun mødt direkte af den røde aftensols rødeglødende stråler. Hun er iført et meget simpelt, bikinilignede sæt tøj og har slynget en tynd nederdel om sig. Hendes hår falder langt og fugtigt (hun kommer lige fra badet!) over hendes skuldre, og hun smiler - uden selv at have den fjerneste idé om, hvorfor...

[Maxwell og Samantha]

Samantha:
Kommer gående med faste skridt. Hun er ikke helt tilfreds og er en smule bange hvad angår forholdet med Ryan. Hun kigger til siden og har ikke helt styr på hvor hun er i haven. Den sydlige del? Den Vestlige del? Hvad ved hun? Uden hun ved det er hun helt sur og nede og bumper, uden rigtig at tænke over det ind i en pige med vådt hår. Det mærker hun da hele hendes hoved bliver vådt at rasterende vand dråber. Hun falder lidt tilbage, men når dog ikke at falde helt ned. Hun får sammen tidig med bumpet slået tankerne ud om Ryan og tilbage til sit mere smilende humør. "Ej, det må du undskylde! Det var ikke min mening at.. Jeg gik bare i mine egne tanker og jeg.." Hun stopper op og kigger først nu ordentlig på pigen. Hun synker en klump. "Hej.." Hendes tanker går tilbage. Hun har da set hende før? Men.. Jo! Nu ved hun det. Hende i haven som ikke ville tale med mig! Hun føler det lidt akkavet at se hende igen nu.

[Amy Linnwood]

Mens hun står der, går solen stille ned bag bakkerne i det fjerne. Det bliver noget hurtigere køligt, end hun selv havde regnet med.
Hun lukker øjnene for et sekund og tager ind dyb indånding, mens hun smiler. En duft af nyslået græs kommer hende imøde.
Hun får sig noget af en forskrækkelse, da hun, bedst som hun står der og bare nyder udsigten, bliver ramlet ind i af nogen bagfra. Hun har ikke hørt nogen komme og giver derfor et svagt udbrud fra sig, idet hun snubler et par skridt frem og let rystet vender sig om - sjovt nok stadig med et smil på læben.
"Rolig, det kan ske!" griner Amy, men først, da hun har set, at det er Samantha. En skyldfølelse over hendes egen opførsel har hjemsøgt Amy, siden sidst hun snakkede med Max. Hun kan godt se, at hun burde have været noget mere flink over for Samantha.
"Er du okay?"

[Maxwell og Samantha]

Hun nikker kort. "Ja jeg har det fint tak. Og du? Er du okay?" Selvom at hendes stemme dirre let giver hun et ret stort smil.
Hun kan ikke se hvorfor hun ikke burde give hende en ny chance. Men så alligevel hun er jo Maxwells kæreste? Hvorfor er hun ikke ligeglad? Hvorfor kan det ikke være ligegyldigt for hende? Hun havde jo Ryan og Maxwell burde betyde ingen ting! Og hvorfor tænker hun på det nu? Hun laver en let irreteret grimasse som hun prøver på at skjule ved at kigge den anden vej.

[Amy Linnwood]

"Ja, jeg har det he--"
Hun stopper midt i sætningen, da hun fornemme, at der er noget galt med Samantha. Først spekulerer hun lidt på grund, men overvejer så, om det har noget at gøre med hendes egen, ret uhøflige behandling af hende sidst.
"Du?"
Hun tager et skridt til den ene side for at fange Samanthas blik, da hun af en eller anden grund kigger væk. Hun piller lidt ved en lok af sit hår, før hun kaster den over skulderen.
"Du må altså undskylde, at jeg... ikke rigtig... " Det kokser med det samme. Amy er vist ikke det mest fantastiske, når det kommer til undskyldninger! Hun ryster på hovedet og tager den i stedet frit fra leveren.
"Det var virkelig ikke min mening at være så... barnlig, her for leden... "

[Maxwell og Samantha]

Det går først op for hende da hun siger den sidste sætning at hun snakker til hende igen. Hun drejer hovedet mod hende med et smil lægger en hånd på hendes skulder. "Det skal du skam ikke tænke på! Det kommer med tiden.." Hun smiler nu istedet stort.
Da hun høre sig selv sige det går det op for hende at det nok ikke var så smart sagt. Hendes hoved bliver ved med at komme med undskyldninger, men hun siger dem ikke. Hun kan simpelhen ikke sige undskyld til hende! Ikke fordi at hun ikke føler at hun har tilgivet hende eller noget, men fordi at hun bliver ved med at tænke på Maxwell og så Ryan, som får hendes humør til at ændres lige efter hinanden og hun kan derfor ikke finde ud af at være sød eller ond.

[Amy Linnwood]

Amy ved ikke rigtig, om hun skal være fornærmet eller tage det som ironi. Hun går på kompromis ved simpelthen at lade, som om intet er hørt, men hendes smil er lidt underligt, da hun undskylder sig og går inden for igen..