Endnu en gang i træningscentret

[Maxwell og Samantha]

Maxwell:
Efter en tre kvaters træning er jeg ved at være færdig. Jeg er helt svedig i min t-shirt og i mine shorts. Trækker vejret hurtigt efter luft. Det går først op for mig senere hvor jeg egentlig står. Jeg står på det sted hvor Amy første gang kyssede mig og minderne passere revy igen. Tørre mig med mit håndklæde og tager en kort løbetur mere.

[Amy Linnwood]

Amys skridt er noget mere sjokkende og slæbende end normalt, da hun træder gennem indgangen til salen. Som om hun overhovedet var i træningshumør...
Hendes blik falder næsten øjeblikketligt på Max, der tramper rundt - og ligner en, der har gjort sådan i et godt stykke tid! Men hun er ikke overrasket, tværtimod; hun har tilbragt størstedelen af aftenen med at gennemsøge skolens mange lokaler efter det mindste tegn på stadig eksistens fra hans side.
Hun stryger håret tilbage og går fremad. Faktisk forsøger hun at stille sig i vejen for ham; hvis hun først har fået hans opmærksomhed, har hun ikke chancen for at bakke ud igen.

[Maxwell og Samantha]

Har høretelefoner i ørene da jeg høre musik. Jeg snakker en lille bitte smule med fyren ved siden af mig. Jeg kigger hurtigt ned på tælleren på løbebåndet. Smiler let, jeg klare det efterhånden godt og min kondi er rigtig god.
Selvom at jeg sådan halvt om halvt snakker med en anden og sådan halvt om halvt høre musik kværner min hjerne stadig derud af. Snakkede med min mor tidligere idag og jeg sådan selvfølgelig bare at det hele var helt fint. Hun vidste heller ikke og Sam og Amy og Zack! Sukker. Det var ikke det, jeg skulle tænke på! Svare et farvel til ham ved siden af mig som går. Sætter derfor den anden høretelefon i det andet øre.

[Amy Linnwood]

Det virker lidt underligt at trænge sig sådan på - især med andre mennesker omkring dem!
Men helt ærligt; forventer hun virkelig selv, at hun skal gå rundt og surmule for evigt?
Amy har ikke den store forstand på træningsudstyret i centret, men hun rækker roligt hånden ud og fumler en smule med knappen, hun selv tror sætter hastigheden på løbebåndet ned.
Hun ville nok ikke indrømme det med det samme, men som Max står der på båndet, godt gennemkørt, selvstændig... er det lidt andre tanker end dem, Amy kom ind med, der dukker op..

[Maxwell og Samantha]

Jeg ser en hånd en pige hånd, som sætter farten på mit løbebånd ned jeg kigger op og ser Amy, jeg trækker hurtigt høretelefonerne ud af ørene. "Hej.." siger jeg stille.
Jeg kigger lidt rundt. Mærkeligt nok har jeg ingen mærkelig mave fornemmelser. De er som forsvundet fuldstændig. Jeg smiler lidt.

[Amy Linnwood]

Hvor hendes ansigt ellers før var holdt nogenlunde udtryksløst, bryder et smil frem på hendes læber; hun overraskes næsten over, hvor hårdt det føles... Hvornår smilede hun sidst?
Det, hun ville have sagt, er pludselig pist væk - og alligevel er det lige meget! Bare antydningen af en smil hos Max gør hende uhyggeligt rolig.
Hun åbner munden, tøver et øjeblik og spørger så:
"Hader du mig?"

[Maxwell og Samantha]

Der går to sekunder før jeg egentlig opfatter hvad hun siger. Min mund står i starten også åben.
"Hvad? Om jeg hader dig? Amy, helt ærligt. Selvfølgelig gør jeg ikke det!" Smiler stadig det er et af de smil som bare ikke kan tages væk igen. Jeg griner lidt. "Hadede du da mig?" Spørger jeg så. Jeg hadede hende jo ikke! Det var jo hende der villw have luft ikke? Jeg gav hende luft! Ja, jeg var en smulle p*ssed of til at starte med, men det kom jeg over. Det er jo sådan noget man skal. Kæmpe videre når det ser mørkest ud ikk'? Okay, jeg tror virkelig at jeg har læst for mange af de der psykologi-bøger allerede!

[Amy Linnwood]

Hans smil smitter; det er faktisk lidt distraherende, men vidunderligt befriende på samme tid.
"En lille smule gjorde jeg nok... " svarer hun, men det kunne ikke være indlysende, at dette langtfra er tilfældet nu.
"Jeg... "
Hun afbryder sig selv; det er lidt svært at fokusere, når hans løbebånd stadig kører, på trods af at det er i et noget langsommere tempo end før. Hun gør et kast med hovedet som uudtalt ønske om, han træder ned; hendes mørke hår falder blidt om hendes skuldre.

[Maxwell og Samantha]

"Åhh.. Undskyld.." siger jeg og hopper af.
Jeg stryger mig over panden og tager en lille slurk at drikke. Jeg kigger lidt op og ned af hende. Det er jo lang tid siden at jeg så hendes sidst, og hun er kun blevet kønnere med tiden. Stopper løbebåndet da det stadig køre og kort tid efter er det en der er hoppet op på det og er begyndt at løbe.

[Amy Linnwood]

For at komme lidt på afstand af støjen - og ubevidst nok også for at føle sig lidt tættere på ham - trækker hun ham blidt ved hånden ud imod midten af salen.
Hun får en sær lyst til at omfavne ham; han virker på en underlig måde mere muskuløs, mere... mandig? som han står her og kun netop er blevet afbrudt i sin træning.
Hendes koncentration er røget sig en tur...
"Du... "
Aww, crap... Hvis han bare var tankelæser ville det her være så meget nemmere...
Hun har ikke rigtig nogen idé om, hvordan hun skal formulere sig. Hvordan undskylder man for at være en dum, paranoid kæreste?
"Du... du ser bare så godt ud!" udbryder hun, da hun ikke kan holde det inde længere. Hvad går der af hende?

[Maxwell og Samantha]

Roder mig lidt i håret. Nikker. "Virkelig? Tak!" min stemme er meget ironisk, ved godt at der nok er mere at hun prøver at fortælle mig. "I lige måde også!"
Jeg kigger ned i jorden og smiler skævt. Jeg trækker mine hænder ned i lommerne på mine shorts. "Jeg har også kun brugt en time på at træne, som giver min t-shirt et ekstra lille 'tutch'." Jeg griner. "Det er dejligt at se dig igen! Jeg har savnet noget ordenligt selvskab!" Jeg kigger op på hende, stadig med det lille skæve smil.

[Amy Linnwood]

Hun griner lidt smørret og kigger med et blik, der udtrykker mange ting på én gang, op på ham. Han er uden tvivl i god stemning, og en del af hende ønsker brændende bare at følge hans smil og lade uoverensstemmelser være glemt.
Hun går på komprimis med sig selv og siger i et tonefald, der både er undskyldende, men alligevel lægger tæt op af hans imødekommenhed og humør:
"Der var ikke noget, jeg hellere ville høre! Men... hey... derfor håber jeg også, at du måske kan - du ved... se bort fra det, jeg sagde sidst?"
Hun sender ham det velkendte sovekammerblik - uden egentlig selv at tænke over det. "Jeg ved ikke rigtig, hvad der gik af mig... "

[Maxwell og Samantha]

"Shh.." Afbryder hende ved at lægge en finger for hendes læber. "Det skal du ikke tænke på! Det var mig, jeg.. Jeg var en forfærdelig ven, kæreste-ting, ved at tvivle på mig selv i første omgang! Men lad os nu ikke tænke mere på det!"
Selvom at jeg ikke ved hvad vi i stedet skal snakke om synes jeg stadig ikke at vi lige skal snakke om det. Sovekammerblikket som hun sender mig går direkte i hjertet og indeni siger jeg et lang 'Awww' og smelter totalt.

[Amy Linnwood]

Max har sjældent virket så charmerende som i netop det øjeblik, selvom hun på et hvert andet tidspunkt ville have fundet denne scene noget for romancefilms-agtig, fjerner hun stille hånd, fletter let fingre med ham, stiller sig en smule på tæer og lader læberne gøre det, de i det sidste stykke tid har savnet...
Det er lutter taknemmelighed og ømhed, hendes kropssprog afslører. Hvordan kunne hun tvivle på ham?

[Maxwell og Samantha]

Jeg kan nu meget godt lide træningcentret når det kommer til stykket!
Kysser hende selvfølgelig tilbage og hvor er jeg glad for at hun hurtigt kom over det! En varme spredes i min krop først i læberne og derefter videre i hele min krop. Da det dejlige desværre er overstået sukker jeg dejlig tilfredst. Har det lidt mærkelig, der er ikke rigtig nogen lyde og jeg føler at nogen holder øje med mig. Vender hovedet og der står alle i hele træningslokalet og kigger på os. Selvfølgelig rødmer jeg dybt, men kan sammen tidig ikke se hvorfor der skulle være noget i vejen med at de ser på os. Så småt begynder folk at fortsætte med deres træning og det er jeg glad for, så kan jeg nemlig få Amy helt for mig selv. Kigger derfor på hende med stor smil og griner stille for at de ikke skal høre mig.