Endelig kan man bare slappe af

[Mikel MacDee]

Mikel er endelig kommet væk fra de dumme førehunde agtige mennesker, som prøver at få ham vænnet til stedet, men det eneste sted han allerede kender ind og ud er biblioteket. Han har sat sig på en stol helt uden besvær og har fået en bibliotikar til at finde en bog han kan læse. Bare for at læse noget og bare for at kunne slappe af med en bog.
Bibliotikaren kommer med bogen. 'Ren ondskab' er titlen på bogen kan Mikel mærke. Han koncentrere sig. Det er egentlig længe siden han bare har haft en bog i hænderne som han skal læse uden ro. Mikel hørelse opfatter alle mennesker. Når de bladre, når de hvisker, ja, bare hvis de går rundt. Men han fokusere på bogen og får med lidt besvær forstået den første linje.

[Amy Linnwood]

Amy kommer slændrende afslappet ind på biblioteket med et par bøger under armen. Helt automatisk glider hendes blik rundt mellem borde, stole og ikke mindste de mange bogfyldte reoler efter nogen, hun måske kender, idet hun uden rigtig at behøve fokusere på det går i retning af hylderne, hvor bøger afleveres.
Da de er lagt hen, og hun har frie hænder, går hun direkte imod en bestemt afdeling, hvor hun i et relativt hurtigt tempo begynder at hive værker ud, betragte dem kort og enten sætte dem tilbage eller lægge dem på bordet, som står ved siden af. Først da hun smider den fjerde bog oven i sin lille bunke, går det op for hende, at der sidder en ved bordet; hun får ikke rigtig kigget på personen, men ser ind mod bøgerne og føler sig en anelse flov over ikke have taget det mindste hensyn til at være stille, når han sidder og læser..

[Mikel MacDee]

Bumpende gør at Mikel mister sin koncentration og han bliver ved med at få flyttet sin finger til et helt forkert sted. Altså intet med at læse noget.
"Undskyld, kunne du være lidt mere stille. Har svært ved at læse uden ro."
Mikel smiler til personen, uvidende om køn, alder, ja, om det overhovedet er en elev. Måske er det endda en lære der nu i dette øjeblik smiler med medlidenhed, måske er det en af dem der vil drille ham for at være.. ja, ham..

[Amy Linnwood]

Hun bider tænderne lidt sammen i skam, da personen jo altså er blevet irriteret af hendes hensynsløshed. Til gengæld kan hun ikke lade være med kort at tænke på, at det da altid er noget, at han ikke kommer med spydige kommentarer eller andet i den stil, som nogle kunne have fundet på. Hun drejer sig omkring og smiler lidt, undskyldende.
"Selvfølgelig, det var ikke min mening at-- "
Hun stopper i sin sætning og lader den hænge lidt i luften, da hun kommer til at kigge nærmere på ham og hans måde at læse på. Først undres hun bare, men efter brøkdelen af et sekund går det op for hende, at drengen må være blind, eller i hvert fald tæt derudaf.
".. at forstyrre dig.. "
Hun ved ikke rigtig, hvor hun skal gøre af sig selv. Hun har aldrig rigtig mødt en blind person før, og selvom hun siger til sig selv, at det bare er noget, hun skal lade være med at tænke på, er det ikke sådan..

[Mikel MacDee]

Mikel nikker. "Det gør slet ikke noget.. Har bare brug for al den ro jeg nu kan få.."
Han blotter kort sine tænder i et smil og bøjer hovedet over bogen igen uden nogen grund. Han kan jo alligevel ikke se prikkerne. Men det ser mere normalt ud. Når man ser bort fra solbrillerne selvfølgelig.. Jeg bevæger mine fingre hurtigt igennem noget af den første side for at skimme den og stopper på midten hvor mine fingre bevæger sig betydeligt langsommere.
Der går ikke længe før jeg smider solbrillerne af, der bliver ved med at falde ned over næsen, så jeg nu bare har lukkede øjne. Mine misfarvede blinde øjne er ikke ligefrem et speciel kønt syn.

[Amy Linnwood]

I en tilstand, der svagt kan sammenlignes med forvirring, nikker hun selv uden overhovedet at tænke på, at fyren ikke kan se det. Hun står sådan et sekund og vender sig så om igen, men selvom hendes blik påny glider over de mange bøgers titler, opfatter hun ikke en gang halvdelen af det, hun læser. Hun drejer hovedet og kigger sig over skulderen på samlingen på bordet. Det må da egentlig også være rigeligt for nu.
Hun skovler hele stakken op i favnen og er ved at tøffe let vaklende afsted mod bibliotikarens bord, da hun af en eller anden grund vender sig mod fyren ved bordet igen.
"Hvad læser du?" spørger hun uden rigtig at tænke over det eller vide hvorfor.

[Mikel MacDee]

Mikel kan høre at hun tager en stak med bøger og med små skridt går væk fra ham. Ikke som om det ikke er normalt. Sådan gør alle han egentlig møder. Men hun lød bare anderledes. Hun lød venlig, hvilket også let kunne høres på hendes stemme. Stemmen er hvad Mikel tit dømmer en person ud fra. Hvordan den lyder og hvordan de taler. Og hendes stemme er venlig. En stemme Mikel kunne holde ud til at høre på længe. Rigtig længe. Mikel lytter igen efter hende. Hendes skridt er lette og det er nemt for Mikel at vide hvordan hun er bygget. Lille og med små fødder. Ikke dværg-lille eller lille som et barn. Men den søde størrelse mange mennesker egentlig har. Mikel forkusere så meget på hendes at hans omverden bare forsvinder. Alle lydende og han finger står helt stille over siden. Desværre ved han ikke mere om hende. Selvom han ville ønske at enten hun sagde noget eller at han selv dog vil gøre et eller andet. Men han gør det ikke. Han ønsker sig at vende sig om mod hende. Spørge hende om et eller andet i det mindste bare sige noget til hende. Men Mikel kan ikke tage sig sammen til at gøre det. Hvis hun er ligsom alle andre. Så vil hun ignorere ham. Da han pludselig høre hendes lette fodtrin stopper, ikke langt nok væk til at hun allerede kan være nede for at få bippet sine bøger ind og hendes venlige stemme der faktisk snakker til ham.
"Ren ondskab" siger han kort.
"Hvad låner du?"

[Amy Linnwood]

Hun står let svajende og betragter ham med vægten på det ene ben. I sin underbevidsthed begynder billedet og forestillingen om denne person hurtigere, end hun egentlig havde regnet med, at falde roligt til rette i hende. Som han sidder der, er der jo egentlig ikke noget specielt eller mærkeligt ved ham, og i princippet er der ingen grund til at føle sig sært til mode - han er blot en ny person, endnu en af de mange, som hun sikkert uden at tænke over det er stødt på adskillige gange rundt omkring på skolen uden at have tænkt videre over det.
Hun overvejer kort uden selv at være klar over det titlen på bogen, han sidder med, men den siger hende intet rigtig.
"Huh? Ehm.. "
Hun stirrer ned på bunken i hendes hænder og svarer, idet hun uden nogen egentlig grund trækker lidt på skuldrene og retter blikket imod ham igen.
"Det er bare en nogle opslagsbøger til noget biologiprojekt.. Emnet er ikke helt sikker endnu, så hapsede bare, hvad jeg nu kunne få fat i af.. ja, det er bare lidt af hvert."
I første omgang virker det næsten underligt at forklare sig, men hun er klar over, at ens resterende sanser fungerer helt anderledes, når en eller flere svækkes, og derfor forestiller hun sig ganske uden videre, at han tydeligt fornemmer den tunge bunke i hendes favn.
En lok hår glider ind foran hendes ansigt, og hun stryger den væk, idet hun spørger:
"Hvad handler den om? Er den god?"

[Mikel MacDee]

Mikels hænder kører over bordet for at finde sine solbrille. Blinde øjne er skræmmende, lyse og ligner at man har taget stoffer i lange baner. Da han endelig får fat i solbrillerne tager han dem på og vender sig mod pigen.
"Nu er jeg kun startet på bogen så det er ret svært at sige allerede, men den virker.. som en lorte-bog.." Griner ham.
Han lukker bogen og går over til pigen.
"Skal jeg ikke hjælpe dig med nogle af de bøger?"

[Amy Linnwood]

Det er en sært beroligende følelse, der skyller igennem Amy, da han lader sine solbriller glide ned over øjnene; det var egentlig slet ikke gået op for hende, at noget ved dem fik hende til at føle sig en smule utilpas. Ikke frastødt, væmmet eller noget som helst i den stil, men nærmere lettere skræmt eller - og hun ville ikke kunne forklare hvordan eller hvorfor - underligt fascineret. Til gengæld erstattes denne følelse blot af en ny form for utilpashed, denne gang den, som man ofte udsættes for i de ellers så almindelige situationer, hvor man står over for en person, som man ikke har mulighed for at se i øjnene på grund af et par blanke solbriller. Det får hende til at flytte lidt nervøst på sig, og hendes stemme er en anelse anspændt, hvilket andre med deres normale hørelse dog nok ikke umiddelbart ville tænke på.
Hun smiler kort og skævt ad hans kommentar med hensyn til bogen og kigger ned på den.
"Det lyder selvfølgelig ærgeligt, men hvem ved? Man kan vel kun håbe på, at du bliver glædeligt overrasket senere hen?"
Hun står lidt perpleks, da han kommer over til hende, og overvejer hans tilbud. Hun ved godt, at det bare er hende selv, der gør det hele langt værre, end det er; når det kommer til stykket, ville han muligvis være bedre istand til at slæbe bøgerne end hende. Alligevel fumler hun lidt med stakken, så hun med besvær kan støtte dem med én hånd, hvorefter hun drejer sig mod ham.
"Ellers mange tak, det går nok.. Måske kunne du derimod gøre mig den tjeneste at fortælle mig dit navn?"
Hun smiler imødekommende og rækker ud efter hans hånd. Hun tøver et splitsekund, da hun indser, at han jo ikke kan se hendes gestus, men så tager hun prøvende fat i hans.

[Mikel MacDee]

Mikel tænker straks over at hun pludselig bliver mere urolig og lytter til det hun siger selvom han kun høre få dele af hans ord, da han tænker på hvorfor hun mon virker så urolig.
"Nå, ja.. Selvfølgelig Mikel MacDee.. Hvad er dit navn så?"
Han får fat i hendes hånd og smiler. Tager fat under bøgerne for at være sikker på at hun ikke taber nogle.
"Sådan er jeg bare.." siger jeg som min kommentar til at jeg hjælper hende med bøgerne. Står lidt sådan og tænker over hendes tidligere ord.
"Vent, sagde du biologi?"

[Amy Linnwood]

Hun trykker hans hånd let og skriver sig navnet mentalt bag øret, idet hun stadig betragter de uigennemtrængeligt udseende solbriller.
"Mit navn er Amy.. Linnwood."
Hun tilføjer først efternavnet et kort sekund efter, da det falder hende ind, at Amy vel egentlig er et forholdvis normalt navn, som mindst et par andre elever på skolen må dele med hende.
"Åh, ehm.. " udbryder hun kort, da han griber om bøgerne, og hun giver langsomt slip, lidt imod sin vilje. "Jamen.. Så siger jeg mange tak?"
Hun smiler og er faktisk ret glad for at være faldet i snak med ham Mikel.
"Jah, lige nøjagtig? Hvorfor? Noget, du måske selv studerer?"

[Mikel MacDee]

Mikel bliver let overrasket da hun overlader bøgerne til ham, men smiler bare og lader som ingenting.
"Det er virkelig et smukt navn, virkelig.." han holder en kort pause mens han lytter til hende. "Ja, jeg har selv biologi.. Har bare ikke været til time endnu, såå.. Jeg må få noget hjælp af en bibliotekar.."
Jeg flytter nu også selv lidt på mig.
"Kan du.. Gør det.. Genere solbrillerne dig? Som alle andre?"
Mikel smiler selvom der ingen grund er. Men sådan har de jo det, desværre..

[Amy Linnwood]

"Det.. er da kun skønt, hvis du synes det.. " Hun griner let undrende over hans ros af hendes navn, da der efter hendes mening ikke er noget særligt ved det overhovedet - men det er da klart, at hun sætter pris på kommentaren alligevel. Hun stiller sig i en lidt mere afslappet stilling, nu hvor vægten af bøgerne ikke tynger mere.
"Årh, et sjovt tilfælde egentlig? Så er det vel muligt, at vi kommer til at gå sammen?"
Hun fjerner straks blikket fra solbrillerne og ser ned på hans krave i stedet, da hans spørgsmål giver hende et klart indtryk af, at han har fornemmet hendes tanker.
"Huh? Åh.. nej, det er da ikke.. "
Hun ved faktisk ikke rigtig selv, om det er så stort et problem for hende - det er da vel noget, man vænner sig til?
"Det er jo snart ikke specielt ualmindeligt mere, at folk går rundt med solbriller mere eller mindre konstant.. men du ved, man kan alligevel godt føle det sådan lidt.. "
Hun går automatisk i stå og kigger lidt flovt ned på sine fødder, da hun ikke kan beskrive det.

[Mikel MacDee]

"Det skal vi. Har fået læst navnene op og du står på den. Jeg husker det fordi, det var sådan et smukt navn. En ud af mange, men dit efternavn gjorde nok at det sad fast.."
Mikel bevæger sig mod bibliotekaren og hendes bord. Han har allerede indprintet sig et ansigt for hende og det er ikke kønt, men Amys derimod udseende som en gudinde. Han kan allerede fornemme de bølgede lokker, der falder over hendes skudre og hendes lille højde, der gør hende sød at se på. Trods sin lille højde tror han nemt, at hun har voksne former, der får ham til at smile skævt. Men han er alligevel ikke helt sikker på det hele. Sådan noget kan han ikke fornemme allerede ikke på få minutter.
"Du har ret man vænner sig til det, men jeg vil vædde med at du egentlig helst vil lade mig beholde mine solbriller på. Jeg har øjne som kun blinde har og det er ikke noget kønt syn!"