|
Post by Amy Linnwood on Aug 3, 2008 18:55:23 GMT -5
Hun lytter og kan ikke rigtig holde masken ved hans forklaring. "Jeg kan godt forstå dig, det var ikke ligefrem en varm kilde.. Men skulle det være helt galt, må vi varme os lidt ved hinanden?" Hun føler pludselig overfaldet af spørgsmål, men finder hans interesse helt rar. "Ååh, hvor skal jeg dog begynde?" udbryder hun teatralsk som før en lang, dramatisk fortælling. "Der kom denne her helt fantastisk charmerende prins riddende hen langs breden på sin enhjørning, og da han så mig, kom han straks til undsætning og red mig gennem skoven, så jeg kunne nå hjem uden at nå at blive forkølet!" Hun tager en indånding og lader smilende, som om i tankerne dåner. Hendes fødder er et af de mest sarte steder på hendes krop, og det giver et lille gip i hende, da hun mærker hans tå. Hun griner dog blot og stryger med sin egen lidt over hans fod.
|
|
|
Post by Maxwell og Samantha on Aug 5, 2008 6:14:17 GMT -5
Jeg fnyser. "Helt ærligt. Som om jeg ville tro på det.." Der går en lille pause. "Der findes jo ikke enhjørninger! D'oh!" Jeg ryster på hovedet imens jeg griner. Jeg kan lige se mit eget udtryk da jeg sagde det. "Såå.. Det var lidt som i en drøm? Eller et eventyr?" Sådan er fleste pige drømme jo. Ligesom i alle eventyrende. Det er altid en prins, han kommer altid til undsætning og redder den der skal reddes. Klassisk!
|
|
|
Post by Amy Linnwood on Aug 5, 2008 14:21:26 GMT -5
Amy laver en falsk, ganske foraget grimasse og lægger som i chok hånden på brystet. "Påstår du, at det er noget, jeg finder på? Selvfølgelig findes der enhjørninger.. det vil sige.. Okay, der fik du mig!" Hun ler lidt på grund af hans ansigtsudtryk. "Man kan da heller ikke slippe af sted med noget med dig.." Hun ser tænkende ud et øjeblik og kigger lidt ned på deres fødder. "Hvis du absolut vil have den mere.. sandsynlige udgave af historien, sååh.. var det måske nærmere en flok elever, der dukkede op og fik mig tilbage til lejren." Hun smiler og kan tydeligt se hele den ubehagelige situation i skoven for sit indre blik. "Men hvis jeg lige må have lov at forsvare den første version af hændelserne, så var der faktisk en prins.. " Hun kigger op på ham med glitrende øjne. ".. han dukker bare først op lidt senere i fortællingen."
|
|
|
Post by Maxwell og Samantha on Aug 5, 2008 14:58:19 GMT -5
"Jeg vidste det. Du kunne bare have sagt på hans hvide hest. Så ville jeg slet ikke ane nogen mistanke!" Det er først nu jeg lægger mærke til hvor meget det egentlig kilder, men på en god måde. Ikke sådan en kildende følelse man har, når man direkte bliver kildet, men det kilder alligevel nok til at det kilder. "Ham prinsen. Dukkede han op på turen hjem til lejren? Du ved, på sin hvide hest og det hele? For det kunne jeg godt se for mig. En prins der kom riddende på sin hvide hest en mørk aften i Canadas skove. Langt langt borte fra normal teknologi. Han har længe levet af vand og bark og i virkelig kritiske situationer har han skudt en elg, bjørn eller et egern. Ja, et egern lyder ikke af meget, men jeg har hørt at det skulle være rimelig godt. Nå, men han kom så riddende og spurgte dig om du ville med op og ridde til dine dages ende, men du sagde sikkert at du slet ikke var klar til at skulle leve med en hvid hest og en prins til dine dages ende. Har jeg ret eller har jeg ret?"
|
|
|
Post by Amy Linnwood on Aug 5, 2008 15:19:20 GMT -5
"Jeg ved det, jeg ved det.. Jeg må simpelthen være lidt mere omhyggelig med detaljerne?" Hun sætter sig en smule længere frem, læner sig forover og forsøger med hænderne at skubbe hans knæ fra hinanden, så hun kan komme til at sidde lidt tættere på ham. Gennem hans egentlig helt beskrivende fortælling om sine forestillinger med hensyn til den omvandrende prins og hans hest bliver Amys smil roligt større og større, og da han besvarer hendes usagte spørgsmål omkring, hvor meget et egern nu engang kan være til nytte, kunne hun med bare en smule mindre selvkontrol være trillet fra sengen i en mildere latterkrampe. "Du rammer utroligt tæt på, at du ved det! Han hjalp mig op på sin ydmyge ganger og tilbød et langt liv på sit fantastiske slot til vore dages ende, men der måtte jeg desværre skuffe ham og sige, at selvom han måske egentlig var prins af blod.. Så var han ikke prinsen for mig.. "
|
|
|
Post by Maxwell og Samantha on Aug 5, 2008 15:54:32 GMT -5
Jeg tager automatisk og flytter mine ben. "Bare en lille smule.. En lille bitte smule.." Jeg ser ud som om jeg lægger hjernen i blød. "Jeg tænkte det nok. Men hvorfor tog du ikke imod tilbudet? Det ville være en kæmpe chance for rigtig at opleve noget!" Jeg holder en kort pause. "En anden pris siger du?" Jeg rejser mig og tager en af mine historie bøger frem. "Ja, de fleste heri er godt nok døde, men her er et pænt udvalg af prinser alligevel.." Jeg bladre lidt rundt. "Okay, ingen prinser. Lad os gå til konger.. Christian 4? Meget stor indenfor bygninger. Bygger Rundetårnet. Meget doven dog.. Men du er vel til noget der er lidt mere gang i. Lad os tage nogle levende. Vi har jo Kronprins Frederik.. Men han bliver nok rimelig svær at få ud af Marys klør. Og så er han lidt ældre. Så har vi hans søn. Endnu en tronarving. Christian, men der er stadigvæk 13-14 år eller sådan noget.. Måske lidt mindre. Han er jo så det yngre. Så har vi jo også Joachim. Men han er jo også lige blevet gift.. Hans små prinser? Felix og.. et eller andet.. Der er jo også en 10 år og den anden lidt mere.. Såå.. Hvem tænkte du så på?"
|
|
|
Post by Amy Linnwood on Aug 5, 2008 16:15:36 GMT -5
"Tro mig, næste gang gør jeg mig mere umage!" Hun skal netop til at skubbe sig selv lidt fremad mod ham, da han pludselig rejser sig efter en af sine bøger. Hun undrer sig først over manøvren, men da hun hører hans opremsning, er hun helt med og sidder lyttende og nikker, efterhånden som han gennemgår lidt forskelligt inden for kongerækken. "Christian den 4. er nok lidt for støvet nu, ja.. og min prins er bare en smule mere moden end lille Felix og Nicolaj.. " Hun svinger benene fra sengen og rejser sig selv for at gå over til ham ved bogreolen. "Fælles for dem alle sammen er dog, at ingen af dem på nogen måde kan leve op til min.. Der er nemlig ingen af dem, jeg ville så meget som overveje at flygte blindt ud i en af Canadas skove for.. "
|
|
|
Post by Maxwell og Samantha on Aug 5, 2008 16:29:56 GMT -5
"Virkelig..?" Jeg kigger ned i jorden med en mærkelig mavefornemmelse. Som alligevel også er en godt mave fornemmelse. Da jeg gik op igen kigger jeg hende direkte ind i hendes dejlige øjne. "Så.. Hvem ville du så gøre det for?" Jeg sætter bogen ind på sin plads igen. Ikke fordi jeg brugte den så meget. Det meste kunne jeg i hovedet og tallene kunne jeg med lidt regning og efter hvor gamle jeg egentlig tror de forskellige prinser er. Jeg lægger mine arme rundt om hendes talje. Og selvom at hun sagde at jeg ingen grund havde til at tænke på det mere, tænker jeg stadig over hvad jeg gør.
|
|
|
Post by Amy Linnwood on Aug 5, 2008 16:52:41 GMT -5
Hendes øjne søger hans, selv da de kigger mod gulvet, og idet de endelig mødes, er det, som om nogen eller noget forsøger at trækker hende væk fra alt det, der kan kaldes normalt. Tid, sted og fakta er ikke længere noget, der eksisterer, det er ikke virkeligt, ikke vigtigt. Hun løfter automatisk armene og lægger hænderne på hans skuldrer, da han tager fat om livet på hende. Hendes blik viger dog ikke, da hun svarer. "For ingen anden end den, som får mig til at føle, som jeg gør, så snart jeg får øje på dig.. "
|
|
|
Post by Maxwell og Samantha on Aug 5, 2008 17:09:06 GMT -5
Længe står jeg bare og holdes hendes blik. Jeg hverken smiler, siger noget og selv mit blik bevæges ikke i længere tid. Og selvom jeg sagtens kunne stå her til evig tid så bestemmer jeg mig for at kramme hende. Et kram med masser af varme og følelser. Hvis man så det ville man sige at vi bare krammede, men for mig var det så meget mere end bare et kram. "Du ved ikke hvor meget det betyder for mig." hvisker jeg imens jeg stadigvæk holder hende i mine arme. Da jeg endelig slipper kigger jeg bare betragtende på hendes ansigt og kigger hende så i hendes øjne igen. "Det var vel mig du mente?" griner jeg.
|
|
|
Post by Amy Linnwood on Aug 5, 2008 17:37:58 GMT -5
Hun venter med bare en antydning af nervøsitet på hans reaktion, men hun er ikke utålmodig. Alt eksisterer kun i hans øjne, og øjeblikket, der går forbi, mens hun står med hans betryggende arme omkring sig, synes på en gang at føles roligt og gå alt for hurtigt. Hun gengælder hans omfavnelse med et smil, som eksisterer indeni.. Armene lægger hun om hans hals og holder ham tæt; hendes hovedet hviler på hans skulder. Da de igen står som før, og hun beundrer ham og hans for hende helt betydningsfulde ord, kommer hendes smil også til udtryk udenpå. Ved hans spørgsmål kan hun ikke længere lade være, og i stedet for at gøre det i form af sætninger besvarer hun det ved at lægge sine læber mod hans i et kys, der ikke kunne være mere talende.
|
|
|
Post by Maxwell og Samantha on Aug 15, 2008 16:24:42 GMT -5
Jeg gengælder hendes kys, som siger meget mere end ord ville kunne. Der går en lang pause før jeg endelig siger noget. "Jeg.. tror du bør gå nu.. Selvom jeg ville ønske at du kunne blive, så.." Ved ikke rigtig hvad jeg mere bør eller kan sige. Ikke at jeg vil have hende til at gå sin vej eller noget, men klokken er mange o.s.v. Hvis hun skulle blive så skulle hun enten blive længere eller sove her. Og syntes mærkelig nok at der ikke er så meget tilbage at skulle snakke om eller så meget som skal siges. Alt er lagt ud på bordet og jeg føler ikke der er så meget mere at blive sagt. Så hvorfor blive? Det eneste der kunne ske var at vi kom op at diskutere eller at vi skulle ud i noget pinlig tavshed. Hvilket jeg ikke har lyst til. Mit blik viger til siden og jeg folder hænderne over kors, men stadig med et smil på læben da jeg er ikke kunne være gladere eller mere lykkelig.
|
|
|
Post by Amy Linnwood on Aug 16, 2008 10:10:18 GMT -5
Allerførst opfatter hun det sådan, at han pludselig vil have hende ud, og hendes hjerne går midlertidigt i forsvarsposition - har hun gjort noget galt? Men hun er selvfølgelig tæt på at grine af sig selv blot et splitsekund efter; det er typisk hende, altid skal der bare være et eller andet. Hun er godt klar over, at hun har været her længe, men det forbløffer hende lidt, at det rent faktisk ikke føles sådan. Hun har op til flere ting og sager, der ordnes, og det må Max vel egentlig også have, men hun haft andet i hovedet, og det dukker først op nu. Hun protesterer ikke; hun føler sig dejligt tilpas og slipper ham med en følelse af, at det nok faktisk er bedst med lidt afstand for nu. Ellers glemmer man jo helt, hvordan det er at tænke tilbage og bare længes efter nogen.. Hun nikker med et smil, der nogenlunde formår at udtrykke, at hun ved, hvad han mener. "Du har nok ret.. " siger hun stille og betragter ham kort, hvorefter hun lægger en hånd på hans skulder og går en omgang rundt om ham for at indprinte sig rummet ordentligt en sidste gang og lægger mærke til ting, hun måske har overset. Imens lader hun sin hånd glide med rundt, bag om hans nakke, om på den anden skulder og derefter kort hen over hans brystkasse, før hun istedet tager fat i hans hånd og klemmer den hurtigt. Hendes fingre slipper langsomt hans, og hun træder baglæns et par skridt hen imod døren. "Jeg må hellere smutte.. " Hun blinker og lægger en hånd på dørhåndtaget, overvejer at sige noget mere, men hun ved ikke rigtig, hvad det skulle være. Hun lukker døren automatisk bag sig, da hun med smilende øjne forlader værelset.
|
|